fbpx
← Back

Noget om løver, mod og kreativitet – og hvad man kan lære af vanviddet i Cannes

Verdensmesterskaberne i kreativitet står for døren. Men hvorfor interessere sig for vanviddet i Cannes? Er det ikke bare en alt for dyr fest for en selvfed branche fyldt med blær, distanceblænderi og for meget rosé? Ja. Og nej.

Sandheden er, at Cannes er det hele. Men mest af alt er det en fest for de mest originale, modige og kreative marketingideer. Alle, der arbejder med markedsføring – hvad enten det er på bureau- eller på kundesiden – bør kigge mod Cannes i juni. For det er her, man kan se, hvor fremtidens markedsføring bevæger sig hen. Og det er her, man kan se, hvad der skal til for at få sit brand til at gøre en forskel.

Hvad skal man så holde øje med i Cannes? Jeg elsker naturligvis de store traditionelle kategorier som film og print. Det er her, de virkeligt flotte – og ofte dyre – kampagner bliver foldet ud. Personligt holder jeg dog mest af alt af de mindre og mere skæve kategorier som Promo & Activation, Cyber, Product Design, Direct m.fl. Det er her, der virkelig bliver tænkt alternativt og ud af boksen. For det er ofte her, man finder arbejder, der skiller sig ud på trods.

Det, som inspirerer mig allermest, er imidlertid ikke bare de gode og originale ideer. Det er det tankesæt, den tilgang og den mentalitet, der ligger bag. For det er her, at jeg synes, at vi i Danmark – både bureauer og kunder – kan lære en masse. Og blive endnu bedre til at få effekt af vores – i international sammenhæng – ofte begrænsede budgetter. For det er dybest set det, kreativitet handler om; at få en skarpere og mere effektiv kommunikation, der gør en positiv forskel for både brand og forbruger.

Hvad skal der til for at vinde i Cannes? Det kan man skrive lange afhandlinger om, men skal jeg give et kort svar, vil det være: Mod, Kant og Originalitet. Det burde vi have masser af i Danmark. Se bare på vores filmmagere, designere, kunstnere og musikere. Der er masser af dem, der slår igennem internationalt. Men når det kommer til reklamebranchen har vi ikke samme internationale gennemslagskraft.

Hvorfor ved jeg ikke, men vi må nok erkende, at det meste af det reklamearbejde, vi laver herhjemme, ikke har de store chancer for at gøre sig i Cannes. Ikke fordi det nødvendigvis er dårligt – bevares jeg synes, der bliver lavet masser af fin, god og solid kommunikation – men fordi det er for ligegyldigt. Det mangler mod, kant og originalitet – og har dybest set ikke noget på hjertet, som interesserer folk.

Kig mod Sverige. Et land og et marked, der på mange måder minder om vores eget. Deres budgetter er ikke meget større end vores. Men ikke desto mindre vinder de hvert år væsentligt flere løver, end vi gør i Danmark. Og gør det helt sikkert igen i år.
Jeg er ikke god til at forudse vindere, men jeg vil godt æde min reklamesmarte hipsterhat på, at min kollega Bjørn fra Ogilvy’s søsterbureau i Stockholm, Ingo, har kufferten fuld af løver, når han rejser hjem fra Cannes i år. Ikke mindst for The Swedish Number for det svenske turistministerium, men også arbejderne for discountsupermarkedet Lidl, Le Bon og Caught in a Lie, er eksempler på enestående kreativitet.

Det er arbejder, der ikke bare er originale og inspirerende kreative ideer. Det, der virkelig gør forskellen, er, at de har mod. Mod til at stå ud og ikke bare satse på det sikre og det velkendte. Mod til at mene noget og stå for noget. Og derfor gør det en forskel – ikke bare for juryen i Cannes, men også for forbrugerne – og for bundlinjen.
Selvfølgelig vinder Danmark løver igen i år – og jeg satser da også på, vi selv henter metal i Cannes igen år. Men jeg drømmer om, at vi som land engang kan sætte et tydeligt aftryk på Cannes med mange store og små kampagner, der vinder metal i store mængder. For det ville betyde, at vi herhjemme var begyndt at lave reklamer, branding og markedsføring med mod og mening – mere som regel end som undtagelse.

Så kig mod Cannes – og se hvor langt, vi kan komme, hvis vi tør tage chancer, tør stå ud og tør have noget på hjertet.