fbpx
← Back

Er dit brand en creator eller en kylling?


YouTubere og bloggere har skabt en kultur, hvor transparens og passion er altafgørende. Kulturen genererer nye forventninger til dit brand, som du kan lære noget af. Og nej, det handler ikke om at købe en YouTuber til at smøre dit nye produkt i ansigtet. Det handler om, hvordan du opfører dig som brand og relaterer til din målgruppe.


Brands publicerer content som aldrig før, men i dag bliver 80 procent af alt branded content ignoreret gennem et uimponeret scroll med tommelfingeren. Både inden for B2B og B2C er forbrugernes bullshit-detektor mere fintunet end nogensinde: Vi får eksem af slagtilbuds-lingo og tom konsulentsnak, for man kan ikke mærke det. Ingen har noget på hjerte eller noget på spil.

 

Creator-kulturen sætter nye forventninger for engagement
Du er sikkert godt i gang på social med retargeting, pixels, strategi og hele pivtøjet. Men har du taget stilling til dine værdier? Og passer de til den kultur, der er vokset op omkring dig? En kultur, hvor passion og transparens er bærende, og som er båret af en generation af forbrugere, der er vokset op på Internettet. Præmieeksemplerne er Creators: YouTuberne og bloggerne, der skaber og publicerer engagerende content på højt niveau. De spiller computerspil med din teenagesøn, viser dig hvordan eyelineren får det rette swung, hjælper med opskriften til den perfekte glutenfri scoremiddag, eller deler hudløst ud af egne erfaringer som nybagt mor.


Til forskel fra traditionelle brands opbygger Creators ikke blot et publikum. De opbygger et community af fans, der deler netop deres interesser. De står for noget og lever det ud, og de er ærlige og tilgængelige i processen. Kvaliteter, der får dem til at føles mere som venner end fjerne berømtheder. Og alt sammen uden at vende sig mod dig med et hardcore salg i næste åndedrag. Den måde at engagere sig på skaber helt nye forventninger til brands.

 

Jeg ser op til dit brand, når det er i øjenhøjde
Jeg hører tit, at brands skal være værd at se op til. De skal være lækre, cool og appetitlige. Noget kunderne kan aspirere mod. Det er jeg sådan set enig i, men jeg tror ikke, vi er enige i, hvad der er værd at se op til.


Jeg ser op til dit brand, når du erkender, at dit community er din eksistensberettigelse. Den kinesiske mobilproducent, Xiaomi, er vokset til en multinational virksomhed gennem en fancentrisk tilgang til deres kunder. De inddrager aktivt kunder i designprocessen af nye produkter, belønner feedback, og de mest engagerede fans bliver endda ansat i virksomheden: Alt samme ud fra devisen: ”Be friends with your fans”.


Og hvad med at sige tak engang imellem? Ikke et transaktionelt vind-en-ipad-og-sign-op-til-vores-nyhedsbrev-tak. Men sådan et rigtigt tak for, at dine kunder overhovedet gider tale med dig: Ligesom Rasmus Brohave gjorde forleden, da han vandt titlen som årets YouTuber.


Jeg ser op til dit brand, når du finder modet til at sætte det, du tror på i førersædet – og ikke mindst sætte handling bag. Alt for mange virksomheder lever fra kvartal til kvartal og forstår stadig ikke, at passion og bundlinje faktisk hænger sammen. YouTuberen, Lacy Green er et godt eksempel på, at holdning og succes går hånd i hånd. Hun startede som 18-årig med at lave videoer om den dobbeltmoral, hun oplevede i hverdagen omkring sex, kønsroller og homoseksualitet. I år er hun udnævnt af Time til en af de 30 mest indflydelsesrige personer på Internettet. Hun har sit eget show på MTV og er brandambassadør for Trojan.


SuperBrugsen er et af de få brands i Danmark, som har forstået at udleve deres værdier. I universet ’Mig og min mad’ træder slagtilbud tilbage for dygtige bloggere, der udlever Coops målsætning om at gøre hverdagsmaden bedre, lettere og sjovere.


Jeg ser op til dit brand, når du stopper med kun at tænke på dit publikum som kunder, men også ser dem som partnere, du gerne skulle dele en interesse med. Hvis du ikke gør det, er der noget galt. Sportsbrandet, Lululemon, har forstået det og opfører sig mere som en facilitator for mennesker, der interesserer sig for sport end en marginbesat retailer. Det samme gælder YouTuberen Michelle Phan, som startede med at lave videoer i 2007, og siden har skabt sit eget beautybrand, Ipsy. I stedet for selv at holde krampagtigt på styrepinden promoverer Phan Ipsy gennem et community af 10.000 amatør beauty-entusiaster, som får taletid til at give deres egne råd og tips om produkterne videre via YouTube.


Jeg ser op til dit brand, når du har mod til at vise, at du er helt almindelig. Netop fordi souschefen fra Rema 1000 i Børkop er en hudløst gennemsnitlig nordjyde blev hans tilbudsvideo delt mere end 550 gange tidligere på året. En video, de fleste kommunikationsfolk ville skrotte uden at blinke.


Brands, der gør en forskel er i øjenhøjde, åbne, passionerede, med bussemænd i næsen og hele svineriet. For retoucherede botox-brands uden handling ryger direkte i det mentale spamfilter, men rå passion er guld værd.


Hvis du er interesseret i, hvad du kan lære af Creator-kulturen, kan du downloade vores seneste lydbog, The Social Digital Contract, her.