3 CEOs du kan lade dig inspirere af


86% mener, at CEOs skal engagere sig direkte i debatten. Alligevel kan danske CEOs, der engagerer sig på sociale medier, tælles på en enkelt hånd.


For nogen virker det måske en anelse useriøst, at CEOs nu skal prioritere tid til at live-streame, blogge og besvare spørgsmål på sociale platforme, men vi bevæger os ind i en æra med selvhjulpne forbrugere, som har lav tillid til brands og hypersensitive bullshit-detektorer. Forbrugere, der stoler mere på en grynet video på YouTube end en højproduceret reklamefilm. Forbrugere der i højere grad handler og agerer efter et værdisæt end efter et label. Hvis du vil have respekt fra den gruppe, må du give dem en vision og noget at spejle sig i, noget af dig selv.


Er du CEO, men i tvivl om, hvordan du kommer i gang, så er der flere måder at gribe det an på. Her er tre globale social CEOs, der gør det godt på hver sin måde. Legere, Musk og Branson har forstået at ramme deres målgrupper, hvor de er. Og vigtigst af af alt, på en facon, der vækker følelser omkring deres brands, fordi de er nærværende. En præstation, som er sjælden i en virkelighed, hvor ingen ville fælde en tåre, hvis 74% af brands forsvandt.

Strategen: Elon Musk

Elon Musk forstår at skrue op, hvor han er dygtig og lade andre tage over, hvor der er behov. Han er af de fleste kendt som en intelligent og visionær, men også lidt akavet, forretningsmand. Han brænder aldrig helt igennem på videopræsentationerne af nye produkter fra sine virksomheder, men han kommer ud over rampen på Twitter, hvor han deler både op- og nedture fra sine projekter. Et godt eksempel er Musk’s live streaming af testflyvningen af en af SpaceX’s raketter, der styrtede. Efterfølgende brugte han aktivt Twitter til at bede om råd fra sine følgere til at finde årsagen til eksplosionen. Hvor Musk mangler social media muskler, inddrager han andre. I 2015 inviterede han den pindemandstegnende blogger, Tim Urban, indenfor hos Tesla, SolarCity og SpaceX i et helt år. Det resulterede i en serie blogposts, hvorigennem Musk nåede et helt nyt publikum med sine visioner.

Publisheren: Richard Branson

Richard Branson bruger hele sin personlighed som ambassadør for brandet og er med tiden blevet et brand i sig selv, som rækker langt ud over Virgin. Han interagerer aktivt med sine følgere gennem live Q&A’s på Twitter og gennem #AskRichard. Branson har ikke kun holdninger til emner, der ligger inden for sin egen industri, men er et publishing house, der udtaler sig om alt fra ledelse, politik til sin personlige livsfilosofi eller seneste nærdødsoplevelse. Alle Bransons blogposts ligger på Virgins website, som Branson behændigt driver trafik til ved at tease på sine sociale kanaler. På den måde er Branson blevet meget mere end end et talerør for Virgin, han er blevet en overbygning på brandet, der gør det muligt at nå ud i helt nye sammenhænge.

Rebellen: John Legere

Legere er også kaldet ”The gift that keeps on giving” på social media. Legere lever højlydt både sit brand og sine personlige holdninger og er hyper-tilgængelig på alle sine sociale kanaler. Han blander sig aktivt i social media-diskussioner om T-Mobile, svarer på spørgsmål og afholder hver søndag #SlowCookerSunday, hvor han tilbereder en simreret live på Facebook, sammen med sine følgere. Legere er et godt eksempel på en CEO, der ikke er bundet af sine strategipapirer. Han er aldrig bange for at give en kommentar lige fra hoften, hvilket gør ham til et wildcard, som eksempelvis ikke er bange for at tryne sine konkurrenter, mens alle hører på. Publikum kan tilsyneladende lide det. I oktober udloddede Legere en rejse til Mars som tak til sine tre millioner Twitter-følgeres support.