Lommer faldt for Ogilvy-pigerne

Lommer_IMG_web

To ud af fire legater går til bureauet

Glæden var stor på Ogilvy, da Ole Stig Lommer legatet i dag blev uddelt for sidste gang: Hele to af bureauets tekstforfattere var blandt de fire vindere, der hver modtog 100.000 kr. til et projekt, der skal pege frem for reklamebranchen.

De to vindere er Signe Zacher Carlsen og Sarah Carlson, og kreativ direktør Ole Rydal er stolt – men ikke overrasket.

“Det er to meget reflekterende tekstforfattere, som har en nysgerrighed, der er meget smittende. Der er både faglig substans og kreativitet i deres projekter, og det er jo netop det, vi som branche skal fremelske”.

En hyldest til kvinder

Sarah Carlson, tekstforfatter hos OgilvyOne, har fået tildelt legatet for sit projekt ‘Mere dame i reklame.’ Hun planlægger at arrangere en prisuddeling for kvindelige reklame – og marketingfolk, som skal involvere branchen i en debat om kvindelig kreativitet og kommunikation til kvindelige forbrugere.

“Det er en besnærende tanke, at der er uendelig højt til loftet i reklamebranchen, men faktum er, at den stadig kan være lidt af en ‘old boys club’, hvor mændene løber med meget af taletiden”, siger Sarah Carlson. “Det tror jeg heldigvis, vi er mange, som gerne vil debattere. Derfor håber jeg, at jeg kan samle en masse dygtige mænd og kvinder i branchen, som vil være med til at sætte kvinder på agendaen”.

Demokratisk reklame

Den anden vinder fra OgilvyOne er Signe Zacher Carlsen med projektet ‘Demokratisk Reklame’. “Mange mener, at de digitale medier og teknologiske muligheder har startet en revolution i branchen. Mit projekt peger på, at den egentlige revolution ikke handler så meget om medier, som om det magtskifte, de har bidraget til. Forbrugerne har magten, og det ændrer præmissen for markedsføring. Jeg har kaldt tendensen “demokratisk reklame” og peger på tre tendenser, som jeg mener kendetegner det nye paradigme, nemlig generøsitet, dialog og autenticitet”.

Kontakt:

OgilvyOne
Sarah Carlson
Tekstforfatter
sarah.carlson@ogilvy.dk
Tel: 28 88 53 34

OgilvyOne
Tekstforfatter
Signe Zacher Carlsen
signe.zachercarlsen@ogilvy.dk
Tel: 26 79 33 12